Efterårets praktikpladspræmie på 50.000 kr. pr. ny lærling har knækket den negative kurve for nye praktikaftaler.
Det mener Håndværksrådet, der glæder sig over nye tal fra Undervisningsministeriet.
De viser, at antallet af indgåede uddannelsesaftaler for anden måned i træk er større end i 2009.
"Den store præmie og bonus på 50.000 kr. for hver ny uddannelsesaftale, som Håndværksrådet har kæmpet for, har nu lige præcis den effekt, vi håbede på," siger Heike Hoffmann, uddannelsespolitisk medarbejder i Håndværksrådet.
Nogen revolution i antallet af praktikpladser er der dog ikke tale om.
I de tre første måneder af 2010 er der indgået 6.646 uddannelsesaftaler. Det er en stigning på én procent set i forhold til de tre første måneder af 2009.
Praktikpladsopgørelsen viser også, at der til gengæld er sket en kæmpe stigning i antallet af elever i skolepraktik.
Hvor der i marts 2009 var 2.132 elever i skolepraktik, er der i marts 2010 4.084 elever. Det svarer til en stigning på 92 procent.
Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) glæder sig over stigningen og opfordre skolerne til at sætte fokus på det praktikpladsopsøgende arbejde, så endnu flere elever kan gennemføre en erhvervsuddannelse med praktik i en virksomhed.
"Samtidig opfordrer jeg virksomhederne til at gøre brug af præmieringsordningen i 2010, hvor virksomhederne kan få op til 50.000 kroner pr. elev, de ansætter," siger hun.
7.195 unge står stadig uden praktikplads i erhvervslivet.