Vintervejret i Danmark sender postbude til tælling.
Allerede inden årsskiftet var 76 postbude komet til skade i sneen, og med det fortsatte snevejr her i det nye år ser skadeslisten ud til at blive endnu længere, skriver JydskeVestkysten.
Specielt postbudene i Syd- og Sønderjylland har været udsatte.
Næsten halvdelen af de tilskadekomne postbude er således faldet på deres vej ud med breve og reklamer til sydjyske postkasser og brevsprækker.
Post Danmark har endnu ikke et overblik over, hvor alvorligt postbudene er kommet til skade, men tidligere års erfaring viser, at omkring hver fjerde af de tilskadekomne bliver sygemeldt i kortere eller længere tid.
Og den regning kan husejeren, der ikke har ryddet indkørslen for sne og is, komme til at hænge på. Post Danmark har således mulighed for at kræve erstatning for tabte arbejdsdage, mens postbuddet kan kræve erstatning for svie og tort.
Om de sydjyske husejere med glatte indkørsler kan forvente et erstatningskrav, har Post Danmark endnu ikke besluttet sig for.
"Nu skal vi til at se på, hvad uheldene skyldes, og om det var fordi, nogle af grundejerne eksempelvis ikke havde ryddet deres fortove," siger Per Selmose, der er chef for postområde Midtjylland til Jydske Vestkysten.