Det er formentlig snart slut med at få post ved hoveddøren seks dage om uge. Samtidig kan portoen meget vel stige.
Transportminister Lars Barfoed (K) mener i hvert fald ikke, at der længere er råd til vores postomdelingssystem, fordi vi sender langt færre breve end tidligere
"Brevmængden er faldet i flere år. Alene i år med 10 pct., og der er udsigt til, at brevmarkedet risikerer at blive helt eroderet. Derfor må vi stoppe op og se, hvordan vi kan få postbetjeningen til at hænge sammen økonomisk. Vi er nødt til at tænke anderledes om vores postservice - med mindre vi vil give meget store statstilskud til Post Danmark. Og det tror jeg ikke, at nogen vil. Heller ikke jeg," siger Lars Barfoed til Jyllands-Posten.
Om de lempede krav til Post Danmark kommer til at betyde, at postbuddet får færre omdelingsdage, om portoen bliver dyrere eller noget helt tredje vil transportministeren endnu ikke oplyse:
"Jeg er åben for alle muligheder for at sikre god postbetjening fremover. Intet er helligt for mig, hverken hvordan posten omdeles, med hvilken frekvens og til hvilken pris," siger han.
Ikke alle på Christiansborg er lige begejstret for transportministerens udmeldinger. Dansk Folkeparti vil ikke gå med til skære i servicen.
"Vi har lige haft en fusion mellem Post Danmark og det svenske postselskab, som skulle styrke selskaberne. Så er det uacceptabelt, at vi nu hører, at vi skal skære i servicen," siger transportordfører Kim Christiansen.