Folket i Portugal taler om det, journalisterne taler om det, en pæn del at Europa taler om det: Portugal, der nåede semifinalen ved VM i 2004 og EM-finalen i 2006, har potentialet til endelig at gøre arbejdet færdigt denne gang.
Tyrkiet blev trods en anonym Cristiano Ronaldo reelt spillet ud af banen i lørdags, og en sejr i Geneve onsdag aften over Tjekkiet vil med al sandsynlighed betyde, at portugiserne har booket sig en plads i kvartfinalerne som det første land.
Men der blev ikke talt om medaljer, da Nyhedsavisen tirsdag besøgte den portugisiske lejr i eftermiddags.
- Holland var også gode, og taktisk er der ingen, der overgår tyskerne. Vi spillede rigtig godt i den første kamp, og vi er gode, men vi mangler stadig at bevise en smule, før vi er på højde med de andre favoritter, lyder det diplomatisk fra træner Luiz Felipe Scolari.
Portugal går ubetinget efter endnu en sejr i onsdagens kamp, men der er bred enighed om, at tjekkerne er stærkere end Tyrkiet, og så har de jo telefonpælen Jan Koller, der er 18 centimeter højere end sin modstander Ricardo Carvalho fra Chelsea.
- Han er meget stor, siger Carvalho med et grin.
- Men jeg er vant til at spille fysisk i England, og vi har nogle andre kompetencer, for eksempel speed, siger han og uddyber, at Portugals små teknikere ikke skal spekulere for meget på de fysiske, tjekkiske ’traktorer’.
- Vi skal basalt set tænke på os selv. Vi har de individuelle kvaliteter, der kan gøre forskellen, siger den krølhårede forsvarer.
Eller som landstræner Luiz Felipe Scolari siger det med en klassisk vending:
- Nogle gange er det bedste forsvar angreb.
Tirsdag var der verbalt set dog i bedste fald tale om en kontrolleret portugisisk offensiv.