En række unge kvinder har nu søgt hjælp hos en advokat for at få fjernet pornobilleder af dem selv fra nettet. Det skriver Århus Stiftstidende.
Kvinderne har alle været pornomodeller for buschauffør og fotograf Mogens Baggesen, der angiveligt driver en bordellignende virksomhed i sit eget hjem i Eskerod ved Hornslet. De fortæller til avisen, at han tjener penge på de betalende kunder og samtidig får film og fotos til sine betalingshjemmesider.
- Jeg er langt fra den eneste, som han har lokket og presset. Han blev ved, til man til sidst havde dårlig samvittighed. Jeg var dum og naiv og blev udnyttet på det groveste, siger en af kvinderne, der har søgt psykologhjælp efter sit møde med pornofotografen.
Kvinderne nægter at have givet tilladelse til, at han lægger materialet på nettet - og siger, at han kræver penge for at fjerne dem. Mogens Baggesen hævder dog det modsatte:
- Jeg har samtlige pigers underskrifter på, at jeg må bruge billederne. Nogle af dem har bedt mig fjerne deres billeder. Det gjorde jeg søndag. Og det er første gang, nogen af pigerne har bedt mig om det.
Østjyllands Politi ønsker ikke at kommentere sagen, da den er en del af et større kompleks af prositutionssager.