Debatten er midlertidigt lukket. Sådan lyder beskeden til diskretionslystne borgere, der klikker sig ind på den fynske kommunes hjemmeside.
Kommunen har følt sig nødsaget til at sløjfe debatten, efter den blev oversvømmet med reklamer for udenlandske pornosider. Det skriver nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
Fyns Amts Avis omtalte for nylig de lumre indlæg på siden, og det får kommunens webansvarlige, Lotte Holm, til at lange ud efter avisen:
- Vi har fortsat som mål at være åbne og proaktive - såvel over for pressen som vores borgere. I forhold til at kunne tilbyde vores borgere en mulighed for åben debat, har I desværre ikke gjort det nemmere for os, skriver Lotte Holm i en mail til avisen.
Men det er næppe sandsynligt, at lokalavisens omtale har haft nogen betydning i sagen, da indlæggene angiveligt er sendt fra udenlandske servere.