Selskabet bag de populære restauranter Mahalle på Rolighedsvej på Frederiksberg og på Nørrebrogade i København er gået konkurs.
Det skriver KøbenhavnLiv.
Det er ikke første gang, at Mahalle meldes konkurs.
I september sidste år blev selskabet bag den libanesiske restaurantkæde, Quick, ligeledes stemplet konkurs. Det fremgik af et dekret i Statstidende, mens også den udpegede kurator bekræftede konkursen.
Kurator Lars Skanvig kan denne gang også bekræfte konkursen.
- Quick er taget under konkursbehandling, og vi har foreløbigt lukket de to restauranter på henholdsvis Frederiksberg og Nørrebro, siger Lars Skanvig til KøbenhavnLiv.
Mahalle-restauranterne har gennem tiden været ejet af flere forskellige selskaber.
I september gik det daværende selskab konkurs, og her var kurator ude på de to adresser på Nansensgade og Øresundsvej for at sende medarbejderne hjem.
Mohammed Ismail, der ejer Quick, ønsker ikke at udtale sig.