Ejerne af den libanesiske restaurantkæde Mahalle vil ikke acceptere, at kæden er erklæret konkurs.
Det skriver Frederiksbergliv.dk.
Konkursen fremgår af et dekret i Statstidende, og den udpegede kurator bekræfter konkursen.
Ifølge Mahalles medejer, Mohamad Jamal Sada, er der er tale om en misforståelse.
- Vi har desværre haft en mindre uenighed med en kreditor, som har udmøntet sig i denne uheldige situation. Vi er ved at finde en løsning, således at konkursdekret kan ophæves senest i næste uge og al drift vender retur til det normale, oplyser Mohamad Jamal Sada til Frederiksbergliv.
Mahalle har ifølge kædens hjemmeside drevet fire restauranter og et takeaway-sted i København plus en restaurant i Malmø.