Den kriseramte legetøjsgigant Top-Toy, der står bag kæderne Fætter BR og Toys 'R' US, har midt i julehandlen taget en drastisk beslutning. De har nemlig valgt at dreje nøglen om og lukke 10 BR-butikker i Danmark. Det skriver finans.dk.
- Det er ikke lykkedes for os at gøre Top-Toy lønsom i sin nuværende form, og derfor må vi nu ændre grundlæggende på virksomheden ved at forenkle og optimere de sunde dele af forretningen, udtaler adm. direktør i Top-Toy, Per Sigvardsson, i en pressemeddelelse.
- Det er trist og beklageligt, at vi må sige farvel til dygtige kollegaer, der alle har kæmpet hårdt for at gøre TOP-TOY til en sund forretning, lyder det videre fra Per Sigvardsson.
I sidste uge meldte ejerne af Top-Toy, kapitalfonden ECT og familen Gjørup, ud, at selskabet var tvunget til en rekonstruktion. Ejerne ønskede nemlig ikke at skyde flere penge i Top-Toy.
Efter lukningen af de 10 butikker, vil der fortsat være 87 BR-butikker tilbage.
BR Herlev
BR Hellerup
BR Vejle
BR Kolding
BR Holbæk
BR Søborg
BR Middelfart
BR Tønder
BR City-Vest Århus
BR Magasin Århus
Kilde: Finans.dk