Hundredvis af mennesker støttede op og hjalp, da et sjællandsk par mistede deres græske hund kort tid efter, at hunden var kommet til Danmark.
Rafiq hedder vovsen, som massevis af folk ledte efter i Nordsjælland, da hunden var hoppet over et hegn og løbet bort.
Efter ti dage på farten blev Rafiq heldigvis fundet igen i god behold mandag i Farum. Men det var måske ikke endt så lykkeligt, hvis ikke hundens bror var blevet fløjet ind fra Grækenland for at hjælpe med eftersøgningen.
Den yngre hanhundebror Rico boede stadigvæk på det internat, hvor begge brødre havde været, siden de som hvalpe var blevet fundet i et kloakrør. Lørdag kom Rico til Danmark med en ung kvinde fra internatet. Det var dem, der fik kaldt Rafiq til sig mandag.
Det var planen, at organisationen Græske Hunde skulle finde en adoptivfamilie til Rico i Danmark. Men Rico bliver med sin storebror hos Kirstine Bang og Claus Nielsen ved Buresø.
Det skriver 'hundemoderen' selv på Facebook.
"Vi har lyttet til hundene og selvfølgelig siger vi ja tak og lader dem blive sammen. Rico bliver her hos os også," skriver Kirstine Bang.
Med den nye familieforøgelse har parret i alt tre vovser, der alle har levet på gaden i Grækenland, før de kom til Danmark.
"Vi siger ja tak til endnu en smuk sjæl og hund i vores liv. De er begge to gaver til vores liv," erklærer Kirstine Bang.