Den verdenskendte amerikanske sangerinde Rihanna har givet sig selv en fridag til at komme til hægterne igen, efter en vild nat i Londons natteliv.
Sangerindens druktur var skyld i, at hun overhørte alarmen og missede sin flyafgang søndag til New York.
- Livet er fantastisk, når man vågner beruset klokken ni om morgenen, skriver hun på Twitter, ifølge magasinet FemaleFirst.
Barbados-baben, der blandt andet står bag hits som "Umbrella" og "Rude Boy", var taget på en sviptur til London for at deltage i en fest arrangeret af rapperne Jay-Z og Kanye West.
Og tilsyneladende morede partypigen sig i stor stil.
Rihanna blev spottet af fotografer, da hun forlod festen tidligt søndag morgen, med lidt for meget alkohol i blodet og en tilsyneladende blakket hukommelse.
- Hvordan kom jeg egentlig i seng? Gik jeg? Faldt jeg? eller blev jeg båret, skrev Rihanna på Twitter.
- Jeg skulle efter planen befinde mig på et fly nu! Men Jay-Z reddede mig. Nu får jeg en ekstra fridag.
Kim Kardashian, Kanye West' kæreste, samt Gwyneth Paltrow og Rita Ora tog også del i festlighederne natten lang.
Mandag morgen er det dog tilsyneladende hverdag igen for den tømmermandsramte sangerinde. I hvert fald lyder en mindre festlig tweet fra hendes profil sådan:
- Interessant nat. Ædru og træt og keder mig.