32 hele kyllinger, 20 chicken-wraps, 80 portioner ris, 80 hvidløgsbrød, 80 majskolber, 80 portioner ærter og 15 grillede wraps med svampe og ost. Det er et ordentligt måltid for en spinkel popstjerne.
Ikke desto mindre var det, hvad popsangerinden Katy Perry bestilte hos restaurantkæden Nando's efter en koncert i Belfast onsdag. Det fortæller restaurantens manager Tina Sloan til The Daily Mirror.
Hun er selvsagt begejstret over, at sangerinden og hendes slæng valgte lige netop Nando's som leverandør til festmåltidet, der løb op i godt 1000 pund, eller det der svarer til cirka 9000 kroner.
- Vi er henrykte over, at Katy valgte maden fra Nando's under hendes besøg i Belfast. Vi er kæmpe fans af hende, så vi var jublende glade, da vi modtog ordren. Så må vi bare håbe, at vores kylling ikke var for stærk til hende, siger Sloan til The Daily Mirror.
Belfast var første stop på den 29-årige sangerindes "Prismatic"-tour, hvor hun spiller koncerter i både Europa og USA.
Newspaq