"Partiet fik navnet Dolkepartiet - sådan blev det kendt af folk fra hele riget.
Fordi de bruger tiden på at dolke hinanden. Og dolken ramte også mig midt i panden. For fanden."
Sådan lyder det i en ny politisk rap fra den tidligere socialdemokratiske kommunalpolitiker Hamid El Mousti.
Hamid El Mousti tager i en ny politisk rap ordet fra talerstolen i Københavns Borgerrepræsentation, hvor han forsøger at fortælle om de politiske manøvrer, der førte til hans exit fra Socialdemokraterne.
Og det fungerer rigtig godt.
Det siger Informations musikanmelder Rune Skyum-Nielsen.
"Det er tæt på at være ægte hip-hop - det er i hip-hopens ånd. Han risikerer noget med den her tekst og optræden. Og først og fremmest, så er han ikke ude på at misbruge det her medie. Det er sådan set det, som jeg er mest overrasket over - han er både tro mod hip-hoppen og sig selv," siger Rune Skyum-Nielsen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Rune Skyum-Nielsen havde på forhånd ventet at rappen skulle have klø - men han blev overrasket over dens ægthed og oprigtighed.
"Det her er ikke et forsøg på at være ung med de unge, eller på at glide med på en bølge. Det er selvfølgelig lavbudget hele vejen igennem - men det forsøger heller ikke at være andet," siger han.
Han mener, at det nok i virkeligheden er mere spoken words end rap - men det virker ægte, siger han.
Politisk rap har eksisteret helt tilbage fra hiphoppens barndom, og især protest-rappen har været i Danmark de seneste år.
Rune Skyum-Nielsen mener dog ikke, at politisk rap er på vej til hitlisterne.
"Det her er jo ikke et hit - men det er en måde for Hamid El Mousti at få nogle mennesker i tale, som man ellers ikke ville komme i kontakt med. Nu kommer han måske lige pludselig ud til nogle unge på for eksempel Nørrebro, som måske ikke kender så meget til politik - men som kender til rappen, og som synes det er sjovt at han står og sviner sit gamle parti til," siger Rune Skyum-Nielsen.
Du kan se videoen her.