Endnu et navn blev i dag føjet til listen over politiske talenter i SF, der har forladt partiet til fordel for Socialdemokraterne.
Den tidligere formand for SF Ungdom Gry Möger Poulsen meddeler i dag på sin Facebook-profil, at hun har opsagt sit medlemsskab efter ni år.
Og det er endnu en understregning af krisens alvor i SF, der siden valget i september 2011 har mistet over halvdelen af vælgeropbakningen og nu står til kun at få 3,7 procent af stemmerne.
Politisk redaktør på TV 2 Anders Langballe vurderer, at talentmassen i SF er svær at få øje på, efter at også politisk ordfører Jesper Petersen, EU-parlamentsmedlem Emilie Turunen, næstformand Mattias Tesfaye og Nanna Westerby har forladt skuden.
- Det bliver indiskutabelt et problem for SF, fordi en hel generation af skolede, dygtige SF'ere er forsvundet ud af partiet. Næsten hele SFU's landsledelse forsvandt ud af organisationen ved det seneste landsmøde, siger han til Newspaq.
Gry Möger Poulsen udmelding er med til at fastholde billedet hos vælgerne af et parti i opløsning.
- Det vil ikke kunne aflæses selvstændigt i de kommende målinger. Men det er klart, at vælgerne ikke bryder sig om det. Og det bliver endnu sværere for ledelsen at få partiet ud af den negative spiral, når der hele tiden drypper halvkendte folk ud af partiet, siger Anders Langballe.