Et bredt politisk flertal vil sikre landets energiselskaber, som bliver udfordret af de høje energipriser, ved at tilbyde en statslig garantiramme på 100 milliarder kroner.
Det fremgår af et pressemøde torsdag, hvor regeringen og Energistyrelsen orienterer om forsyningssikkerheden forud for vintersæsonen.
- Vi kan i dag præsentere en statsgaranti på 100 milliarder kroner, som skal være med til at sikre stabiliteten på elmarkedet. Det vil skærme forbrugerne og skærpe forsyningssikkerheden.
- Det er en politisk aftale, som er vedtaget med et meget bredt flertal i Folketinget, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).
På tværs af Europa oplever man stigende energipriser, som rammer både borgere og virksomheder.
De skyhøje priser på strøm påvirker også elselskaberne, som kan få udfordringer med at leve op til deres kontrakter om at købe og sælge strøm.
Det stiller store krav til energiselskabernes pengebeholdning, fordi det er påkrævet, at der stilles sikkerhed, når der handles energi.
Aftalen betyder, at selskaberne vil kunne få statsgaranti på banklån, hvis de får brug for at skaffe store pengebeløb her og nu.
Lånerammen vil dække 80 procent af energiselskabernes nyudlån, mens en långiver skal dække minimum 20 procent.
Elselskaberne skal betale for at bruge ordningen. Prisen bliver sat, efter hvad banken vurderer, at risikoen er ved lånet. En del af beløbet vil gå til staten som betaling for den risiko, garantien medfører.
Ordningen er blevet inspireret af Sverige, der for nylig har indført en lignende ordning.
Det er helt afgørende, at staten holder hånden under de nødlidende energiselskaber ifølge DI.
- Vi må ikke stå i en situation, hvor garanterne for vores energi ikke kan opretholde deres produktion som følge af likviditetsproblemer.
- Likviditeten er nemlig også forudsætningen for, at vi også i en krisetid investerer massivt i grønne teknologier og den grønne omstilling, siger DI's politiske direktør, Emil Fannikke Kiær, i en skriftlig kommentar.
Regeringen, Venstre, SF, De Radikale, Enhedslisten, De Konservative, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Moderaterne står bag garantien.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.