Landets dagpengemodtagere, der længe har ventet på Dagpengekommissionens rapport, må væbne sig med lidt ekstra tålmodighed.
For det ser ikke længere ud til, at eksperternes bud på et nyt dagpengesystem vil blive offentliggjort før Folketingets åbning den første tirsdag i oktober. Det skriver politisk redaktør på Fyens Stiftstidende, Elisabet Svane, i et blogindlæg på fyens.dk.
- Rapporten skulle efter sigende komme før Folketingets åbning, men nu siger kilder i regeringen, at den først kommer ugen efter efterårsferien. Og i hvert fald efter åbningen, skriver hun.
Og det er der ifølge den politiske ekspert helt særlige grunde til.
Vil have tale i fred
- Fordi Lars Løkke vil have sin åbningstale i fred. Grundet det sene valg og den påtrængende sommerferie har han endnu ikke haft lejlighed til at holde en sammenhængende tale, der kan vise regeringens pejlemærker. Det skal åbningstalen bruges til. Derefter er det tid til dagpenge, skriver Elisabet Svane.
Hun mener også, at Lars Løkke Rasmussen vil strække sig langt for at få Socialdemokraterne med i en aftale. Hvis systemet skal fungere fremover, kræver det en bred aftale, lyder det.
Mandag kom det frem, at en mulig dagpengeløsning med en halvering af genoptjeningsperioden kan komme til at koste hele 1,5 milliarder kroner.