Det skulle have været en helt almindelig rutinekontrol af en bil, men det endte langt mere dramatisk, da en betjent i går aftes klokken 21.15 stoppede en ung bilist.
Betjenten standsede den unge mand ved en tankstation i Bjerbygade, Slagelse. Men føreren af bilen var bestemt ikke interesseret i at tale med betjenten. Da han henvendte sig til bilisten, gassede denne nemlig op og kørte væk.
Uheldigvis stod betjenten sådan, at han hang fast i bilen. Da den unge fører kørte, mistede betjenten balancen og blev slæbt flere meter efter den flygtende bil.
Nu er føreren endt med at have en voldssag på nakken.
Selvom han slap væk i første omgang har politiet hans nummerplade, og bilen eftersøges nu. Måske har den unge bilist haft så travlt med at komme væk fra rutinekontrollen, fordi den sorte Volkswagen Golf, han kørte i, er meldt stjålet tilbage i 2008.
Betjenten slap nogenlunde fra balladen og har det fint, udover de småskrammer han pådrog sig ved at blive slæbt efter bilen.