Oplysningerne om terrorplaner mod avisen, der for fire år siden trykte de omstridte Muhammed-karikaturer vækker bekymring hos flere politikere.
Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup kaldet oplysningerne chokerende.
"Jeg synes det er meget alvorligt, at nogle vil bruge dansk grund til at lave et terrorangreb mod Jyllands-Posten. Det viser bare, at der ikke er langt fra trusler og til at ville udføre dem i og med, at man har besøgt Danmark og fundet steder, som man kunne slå til," siger Peter Skaarup til Newspaq.
DF vil nu have en konkret redegørelse fra justitsminister Brian Mikkelsen (K). Blandt andet vil partiet vide, om Politiets Efterretningstjeneste (PET) har de ressourcer, som de har brug for.
"Vi vil bede justitsministeren fortælle i Retsudvalget, om alt er i orden, om ressourcer og arbejdsredskaber er, som det skal være. Og så vil vi have ham til at give en konkret redegørelse for, hvad der har været under opsejling," siger Peter Skaarup.
Også SF's retsordfører Karina Lorentzen er oprørt.
"Det er skræmmende og uhyggeligt, og det minder os om, at der er ekstreme kræfter, der ikke har glemt Danmark som terrormål," siger hun til Newspaq.
Den ene af de to anholdte mænd har tæt kontakt til et omfattende netværk blandt ledende militante ekstremister i Pakistan, oplyser PET.