Har landets statsministerfrue Anne-Mette Rasmussen noget at gøre i et underholdningsprogram som 'Vild med dans'.
Nej, mener Peter Mogensen, der er redaktionschef og politisk kommentator på Politiken. I det politiske program 'Mogensen og Kristiansen' på TV 2 News brugte han ordet 'klamt' til at beskrive Anne-Mette Rasmussens deltagelse i programmet.
- Jeg synes, det er lidt klamt. Undskyld jeg siger det ligeud, sagde Peter Mogensen og fortsatte.
- Jeg antager, at hun aldrig var blevet spurgt, hvis ikke hun var Foghs kone. Hun udnytter sine relationer til statsministeren. Jeg tror, at ganske mange tænker, at det her er på kanten af, hvad der er rimeligt.
Medværten Michael Kristiansen, der har en fortid som spindoktor for netop Anders Fogh, kunne dog ikke se problemet.
- Jeg tror, det er en holdning man primært finder i Politikens redaktionslokaler. Det er jo en præmis, at man skal være kendt for at være med, sagde han.
Og så mener Kristiansen i øvrigt, at Anne-Mette Rasmussen har alle muligheder for at blive en succes på skærmen.
- Jeg tror hun bliver et hit. Hun er helt sig selv. Det er ikke spin.