7-Eleven bytter i København gratis kaffe for større tryghed og sikkerhed. Den aparte byttehandel indgår politiet med flere af de mange døgnåbne hjørnekiosker, og den gratis kaffe er med til at sikre politiets tilstedeværelse i butikken og skabe et godt forhold mellem butik og ordensmagt.
Men den går ikke længere, mener Politiforbundets formand, Peter Ibsen.
"Man skal altid være varsom med gratis ydelser, og vi har også en forventning om, at det her nu bliver bragt til ophør," siger han til Newspaq.
Politiet var ramt af en lignende sag for ni år siden, da det kom frem, at Burger King i Aalborg gav betjente gratis burgere. Peter Ibsen var derfor overbevist om, at politifolkene havde lært af den negative omtale.
"Jeg var overrasket, da jeg så overskriften i Politiken. Jeg troede, vi var ovre det her problem efter den berømte Whoppergate-sag i 2002. Nu kan jeg se, at vi åbenbart ikke er kommet helt i land," forklarer han.
Politiet er i øvrigt ved at sætte en kampagne i gang, der skal sætte fokus på korpsets moral og etik.