Korrupte politifolk.
Statsadvokaten undersøger netop nu anklager om politifolk, der ikke har handlet efter bogen.
Kilden er den tidligere rocker, Michael Green, der til Jyllands-Posten siger, at han har kendskab til omkring 20 korrupte politifolk fra Storkøbenhavn fra sine 20 år i det kriminelle miljø.
Formanden for Københavns Politiforening, Claus Oxfeldt, er fortørnet over anklagerne.
"Der er ikke fugls føde på den historie, og jeg er meget vred på mine medlemmers vegne," siger Claus Oxfeldt ifølge jp.dk.
Han opfordrer Michael Green til hurtigst muligt at sætte navn på, så beskyldningerne kan komme ud af verden.
"Man må som minimum forlange, at han sætter navne på, så vi lynhurtigt kan få afkræftet de helt vanvittige påstande," siger Claus Oxfeldt.
Den tidligere Bandidos-rocker afviser at sætte navne på de korrupte politifolk, men han hævder, at han i Glostrup, Hvidovre, Køge, Roskilde, Tårnby og København kender til politifolk, der har været narkokurerer, modtaget beskyttelsespenge eller gratis sex på bordeller eller fusket med bevismateriale.