Politiet jublede, da de tidligere på året fældede deres første spritbillister med 'mobile bevis-alkoholmetre'.
Nu slap politifolkene for at køre spritmistænkte til lægen eller sygehuset for at tage en supplerende blodprøve og afvente resultatet.
For bevis-alkometrene var bombesikre og langt mere nøjagtige end almindelige alko-blæseballoner. De var faktisk så fintfølende, at politiet brugte dem som bevis i spiritussager.
Der var kun et problem: De var ikke bombesikre.
En rutinekontrol har afsløret en teknisk fejl i alkometrene, der "under særlige omstændigheder kan medføre en lille risiko for fejlvisning". Og derfor trækker politiet dem nu øjeblikkeligt tilbage og giver dem en pause.
"Det er afgørende, at domstolene kan stole fuldstændigt på de beviser, som anklagemyndigheden fremlægger," fortæller statsadvokat Jens Røn i en pressemeddelelse.
"Derfor har vi sat de verserende sager i bero, indtil den opståede tvivl er blevet undersøgt grundigt," tilføjer han.
Politiet har brugt de nye alkometre på forsøgsbasis i to politikredse. Statsadvokaten kan endnu ikke vurdere, om det tekniske knas får konsekvenser for de 350 afgjorte og verserende spiritussager, hvor politiet har brugt alkometrene som bevismateriale.