To mænd forsøgte lørdag at slippe væk fra ordensmagten, efter at de var blevet antastet af en politipatrulje i det centrale Hjørring.
Ved brug af sømmåtter lykkedes det dog i sidste ende for Nordjyllands Politi at få stoppet de to mænd, fortæller Per Vagn Nielsen, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi.
- Der blev fundet indbrudsværktøj i bilen og et gavekort, som tilhører en kvinde. Og så var der forskellige andre ting, der pegede i samme retning. De er kendt for noget lignende tidligere, fortæller Per Vagn Nielsen.
Politiets fund i mændenes bil sammenholdt med deres fortid har fået anklagemyndigheden til at kræve mændene fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Det kommer til at foregå sidst på formiddagen søndag ved Retten i Hjørring.
Ifølge Per Vagn Nielsen var det en politipatrulje i Hjørring midtby, som i første omgang forsøgte at vinke de to mænd ind til siden.
Den idé syntes mændene tilsyneladende ikke om. I hvert fald forsøgte de at køre fra politiet, men det var ulige hold.
Politipatruljen fik nemlig tilkaldt hjælp fra kolleger, som i den sydlige del af Hjørring lagde sømmåtter ud i krydset mellem Aalborgvej og Halvorsmindevej. Og da flugtbilen kørte forbi dem, var jagten slut.
De anholdte er lokale mænd på 25 og 31 år.
/ritzau/