Politiet arbejder stadig på højtryk for at finde frem til mere i sagen om den 42-årige Jørn Brøgger Lund, der mandag aften blev dræbt på sin landejendom i Skodborg ved Vejen.
Men knapt 30 timer inde i efterforskningen undersøger kriminalteknikere og politiets efterforskere stadig området.
"Vi bliver ikke færdige i dag, og må fortsætte i morgen på gerningsstedet," siger vicepolitiinspektør og efterforskningsleder ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Hans Roost.
Politiet har endnu ikke fundet gerningsvåbnet, og de håber, at obduktionsrapporten og en opfølgning fra retsmedicinerne vil give et bedre bud på, hvilket gerningsvåben, der er blevet brugt.
"Hvis nogen falder over et stump redskab med blod på, så må alle klokker ringe og - og man må også ringe herind til politiet," lyder opfordringen fra Hans Roost.
Politiet håber, at kunne tegne et mere detaljeret billede af manden og hans sociale liv efter at have læst alle rapporter igennem.
"Vi rekonstruerer de sidste dage og timer for den dræbte. Vi vil finde ud af, hvor han har været og hvem har han været sammen med det sidste stykke tid," siger han.