Tre personer på Discovery Channel kan drage deres livs lettelsens suk.
For den 43-årige mand, der i over fire timer havde holdt dem som gidsler på tv-stationens amerikanske hovedkvarter, blev sent i aftes skudt og dræbt af politiet. Det skriver CNN
De tre gidsler slap uskadt fra episoden, der udspillede sig ved 23-tiden dansk tid.
Politiet har identificeret den bevæbnede gidseltager som den 43-årige James Jay Lee. Han har flere gange bedt tv-stationen sende en række programmer om, hvordan jorden kan reddes fra undergang.
Desuden blev James Jay Lee anholdt uden for Discovery Channels hovedkvarter i 2008 i forbindelse med en miljødemonstration
Ifølge politiet trængte Lee med et håndvåben ind i hovedkvarterets lobby omkring klokken 17 dansk tid og tog tre mennesker som gidsler. Rygter vil også vide, at asiatiske Lee havde sprængstoffer viklet om kroppen, men det vil politiet ikke løfte sløret for endnu.