Danske sikkerhedseksperter tror ikke, at dagens terrormelding fra Politiets Efterretningstjeneste kan mærkes for hr. og fru Danmark.
PET har netop fortalt i en pressemeddelelse, at 'landets politikredse skal skærpe den politimæssige opmærksomhed i forhold til terrortruslen,' men har ikke afsløret, hvordan det skal ske i praksis. Det har sikkerhedseksperterne dog et par bud på.
"Politiets midler her vil typisk være at holde ekstra øje med parkerede biler, der har holdt lang tid samme sted, eller tjekke hos kommunen om et vejarbejde virkelig er et vejarbejde. Men ellers kan de ikke gøre så meget andet her og nu," lyder vurderingen fra Norman Kristiansen, stifter og partner i det internationale sikkerhedsfirma Guardian.
Han får opbakning fra tidligere sikkerhedschef i Folketinget og nuværende direktør i brancheorganisationen for sikkerhed og sikring, Sikkerhedsbranchen, Kasper Skov-Mikkelsen.
"PET har allerede opgjort landets umiddelbare terrormål. Og eftersom der ikke er kommet en konkret advarsel ud mod et specifikt sted, kan politiet rundt om i landet ikke gøre så meget andet end at tage en snak med sikkerhedsfolkene på de allerede kendte terrormål og bede dem om at holde lidt mere øje med stedet," fortæller han.
Kasper Skov-Mikkelsen kan dog ikke helt forstå, hvad efterretningstjenestens formål er med denne advarsel.
"Jeg undrer mig egentlig over, at man går som voldsomt ud med denne historie. Umiddelbart har man identificeret de særligt udsatte steder, og man kan jo alligevel ikke stå på alle stationer, ved alle vandværker, eller hvad der nu kan være terrormål hele tiden," slår han fast.
Derfor kan den tidligere sikkerhedschef i én af landets mest beskyttede bygninger, Folketinget, kun se ét andet formål med PETs advarsel.
"Jeg kan ikke se anden grund til deres melding, end at de gerne vil gøre danskerne endnu mere opmærksomme på, hvad der sker omkring dem," lyder det fra Kasper Skov-Mikkelsen.
Begge eksperter er dog enige om én ting. Når politiet skal patruljere på banegårdene i den kommende tid, får de helt sikkert besked på at kigge mere op på de tilstedeværendes ansigter end ned på deres hænder for at se, om de er på vej ned i lommerne på folk.