Københavns Politi har anholdt en mand for drabs- og voldtægtssagerne på Amager. Det meddelte drabschef Ove Dahl på et pressemøde.
Det er en dna-test, der har ført til anholdelsen, der fandt sted klokken 15.23 i dag.
Derfor er Ove Dahl også ret sikker på, at de har fat i gerningsmanden.
"Der er en ud af en million chance for, at det ikke er ham. Det er man-den, der har forøvet de her tre forhold," sagde han til pressemødet.
Anholdelsen forløb fuldstændig udramatisk, og politiet var også så sent som i mandags i kontakt med den anholdte, da flere personer uafhængigt af hinanden, pegede på, at han var en interessant kilde.
"Det er en 45-årig mand. Han har en nuværende bopæl i Valby, men har stort set hele sit voksne liv boet på Amager. Han er bragt ind på politigården og skal undersøges nærmere," lød det fra Ove Dahl.
Manden har desuden haft et almindeligt job og var indtil fornylig i et familieforhold.
Her til aften formelt sigtet for de tre forhold: Drabet på dengang 40-årig Lene Buchardt Rasmussen i 1990, voldtægten i 2005 og den seneste voldtægt den 25. september på en 17-årig pige.
Politiet har modtaget 260 henvendelser i sagen. Og et var et konkret tip om manden, der førte til anholdelsen.
"Ham her var fra starten et rigtigt godt emne. Vi hentede ham i mandag og havde ham til afhøring på politigården, hvor vi også tog hans dna. Det var en fornemmelse vi godt kunne have, at det var ham. Han afgav frivilligt sit dna," sagde Ove Dahl.
Efter den seneste voldtægt 29. september efterlyste politiet en taske og en mobiltelefon. Men det var ikke de efterladte effekter, der ledte politiet på sporet af manden, fortalte drabschefen efter pressemødet til Newspaq.
"Med hensyn til efterlyste, så har vi ikke fundet det på nuværende tidspunkt. I øjeblikket foregår der ransagninger forskellige steder. Hvad der kommer ud af de ransagninger, ved jeg ikke," sagde Ove Dahl.
I morgen vil manden blive fremstillet i grundlovsforhør.