Ikke alle danskere rejser til Østen for at nyde de hvide palmestrande og det turkisblå hav. Politiet formoder, at nogen rejser af sted som sexturister, der misbruger børn i for eksempel Thailand.
Det skal der nu sættes en stopper for. Derfor inviterer Rigspolitiet rejsebranchen og relevante interesseorganisationer til et møde, hvor målet er, at få sat fokus på problemet.
- Hvis der er danskere, der rejser til Østen eller til andre lande og udnytter børn seksuelt, vil vi gerne modtage oplysninger fra rejsearrangører, guider eller medrejsende, så vi kan efterforske sagerne og sikre, at de pågældende bliver straffet, uanset forholdene er begået i udlandet, siger Jakob Scharf, chef for Rigspolitiet Nationale Afdeling.
Sidste år blev straffelovens regler om dansk straffemyndighed for handlinger foretaget i udlandet ændret. Det betyder blandt andet, at danske statsborgere og personer, som er bosat i Danmark, kan straffes for seksuel udnyttelse af børn i udlandet, selv om handlingen ikke er strafbar i det land, hvor den er foretaget.