Man kan efterhånden skrive bøger om alle de mere eller mindre skandaløse episoder, den amerikanske skuespiller Charlie Sheen har spillet hovedrollen i. Og når man er i gang, kan man jo lige så godt fortsætte.
Nyeste kapitel i Sheen-sagaen udrullede sig torsdag aften, da politiet i Los Angeles kom på besøg for at gennemsøge skuespillerens hus for ulovlige våben, skriver People.com.
Sheen har nemlig fået et polititilhold, der gør, at han ikke må besidde våben overhovedet.
"Los Angeles Politi blev gjort opmærksom på, at Sheen er registreret ejer af skydevåben," lyder ifølge People.com fra politiet, der besøgte Sheen for at "finde ud af, om han er i besiddelse af skydevåben og ammunition og dermed overtræder tilholdet."
Ifølge Usmagazine.com skal Sheen selv have taget ransagningen helt roligt. Skuespilleren sad efter sigende i sin baghave og spiste aftensmad, mens han havde besøg af politiet.