Politiet havde formentlig ikke fået en invitation til en HA-påskefrokost i Århus, men dukkede alligevel op torsdag i selskab med Skat.
Op mod 150 frokostdeltagere blev kontrolleret og besøget endte med otte sigtelser. En person blev sigtet for overtrædelse af våbenloven, en for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer og seks personer blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven.
Det var Østjyllands politi og Skat, der stod for kontrollen hos rockerne.
Samtidig blev der fundet adskillige små poser med narkotika i en privat have ikke langt fra rockernes klubhus, oplyser vicepolitikommissær Richard Jakobsen fra Østjyllands Politi ifølge DR.
Skat benyttede i samme stund lejligheden til at inddrive moms.