En 21-årig mand, der natten til torsdag blev anholdt for et knivdrab i Birkerød, er blevet løsladt.
Efterforskningen har vist, at han ikke havde noget med drabet at gøre.
Det skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse
Til gengæld er en 27-årig mand, der også blev anholdt i forbindelse med drabet, i et grundlovsforhør ved Retten i Lyngby fredag blevet varetægtsfængslet i to uger.
Han sigtes for at have været i besiddelse af et skarpladt skydevåben, der blev fundet tæt på gerningsstedet. Det har ikke været muligt at få oplyst, hvordan han forholder sig til sigtelsen, eller om han kærede afgørelsen til landsretten.
To andre mænd, der også blev fremstillet i grundlovsforhør for ulovlig våbenbesiddelse, blev løsladt af retten.
Torsdag aften klokken 19.23 fik politiet en anmeldelse om en mand, der lå hårdt såret af knivstik ud for Birkerød Skole på Birkerød Parkvej. Klokken 21.05 afgik det 23-årige offer ved døden.
Efterforskningen viste, at manden var blevet stukket ned i nærheden af Rema 1000 omkring halvanden kilometer fra det sted, hvor han blev fundet.
Om den 23-årige selv fik transporteret sig hen til skolen, eller om han har fået hjælp, vides ikke.
Efter drabet fandt politiet et skarpladt skydevåben i en hæk på Birkerød Parkvej tæt på det sted, hvor den 27-årige og de to andre mænd blev anholdt.
Politiet mener, at motivet til drabet skal findes i en intern konflikt i det kriminelle miljø. Det oplyser politikommissær Henrik Gunst, der er leder af Nordsjællands Politis afdeling for organiseret kriminalitet, i pressemeddelelsen.
- Vi fortsætter med efterforskningen og vil meget gerne høre fra vidner eller andre, som kan have oplysninger, der kan hjælpe os i opklaringsarbejdet, udtaler Henrik Gunst.
Nordsjællands Politi vil særligt gerne tale med folk, der var i området på tidspunktet, hvor knivstikkeriet skete.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.