Politiet har mandag eftermiddag afspærret hele Egebæksvang Skov ved Helsingør af.
Et eftersøgningshold med hunde leder lige nu efter et eventuelt lig af en mand på mellem 18 og 20 år.
Politiet fik et tip, som blev ringet ind ved ni-tiden mandag formiddag.
Politiet rykkede derefter ud med et helt eftersøgningshold, der skal endevende skoven for at se, om tippet har noget på sig, skriver Helsingør Dagblad.
Tippet gik på, at den unge mand skulle være myrdet, og at liget var blevet efterladt i Egebæksvang Skov.
Men om mordet overhovedet har fundet sted i Egebæksvang, melder politiet ikke noget om. De kan heller ikke fortælle, hvem der gav tippet eller hvor han havde oplysningerne fra.
Derimod kan politiet forklare, at eftersøgningen fortsætter til hele skovarealet er undersøgt.
Politiet har ingen 18-20-årige mænd i kartoteket over efterlyste personer, men af hensyn til anmeldelsens alvorlige karakter ønsker politiet ikke at tage nogen chancer.