Det lykkedes til eftermiddag en bankrøver at stikke af fra en Nordea-filial i Risskov med et endnu ukendt beløb.
Det fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi, Bo Christensen.
"Han kommer ind i banken og siger, at han vil have nogle penge. Han truer verbalt, men har dog en pistol i bukselinningen," siger han til Newspaq.
Uden den store dramatik lykkedes det ham at stikke af i en grå stationcar. Kvikke bankansatte nåede at notere sig nummerpladen, og derfor kunne politiet hurtigt konstatere, at pladerne er blevet stjålet i området omkring Risskov. Ejeren af nummerpladerne har ikke noget med røveriet at gøre, fastslår vagtchefen.
Om røveren siger Bo Christensen:
"Han er lys i huden med skægstubbe, havde en grøn hættetrøje på og blå jeans, og så talte han engelsk."
Flugtbilen har nummerpladen YZ 54 418. Østjyllands Politi vil meget gerne høre fra øjenvidner.