En større mængde mennesker er sent tirsdag aften tørnet sammen i et masseslagsmål lige foran banegården i Aarhus.
Politiet blev alarmeret af vagtfolk på stedet, som bad om hurtig hjælp fra betjente til at få styr på de to grupperinger.
- Der var nogle vagter, der ringede fra banegården, som havde mistet kontrol over situationen, fortæller vagtchef Andras Poulsen fra Østjyllands Politi.
- Det var to grupperinger, der var oppe og skændes og slås. Anmeldelsen gik på op til 40-50 mennesker. De spredtes, da vi kom derop, tilføjer vagtchefen.
Politiet tror ikke umiddelbart, at der er nogen, som er kommet alvorligt til skade i forbindelse med slagsmålet. Det vides ikke, hvad der er sket forud for det voldelige sammenstød, som adskillige øjenvidner ved banegården overværede.
/ritzau/