Politiet i Århus er nu gået ind i sagen, hvor et sex-bureau kaldet Escort Århus - via opslag på kollegier - hverver unge studerende til escortsex for 800 kroner i timen.
Det skriver Århus Stiftidende.
- Vi vil undersøge, om der er tale om rufferi eller andre ulovligheder. VI har ikke tidligere stødt på denne her form for hvervning og har indledt en egentlig efterforskning, siger vicepolitiinspektør i Østjyllands Politi, Jørn Andersen til avisen.
Ifølge Kompetencecenter for Prostitution er denne type hverve-kampagne helt ny.
- Vi har aldrig hørt om det før, og jeg synes, at det er skræmmende, når man på den måde prøver at få fat en gruppe, som ellers aldrig ville være kommet i kontakt med prostitution, siger Susanne Munkholm, der er socialfaglig medarbejder i centrets Århus-afdeling.