En mulig pædofil mand fik lov at boltre sig uhindret i Roskilde Badets bølger.
Bademesteren i svømmehallen fandt mandens opførsel mere end mistænkelig og ringede til politiet, men politiet havde ikke tid til at rykke ud.
Og får Roskildes borgmester til at råbe etaten op.
"Jeg står hovedrystende tilbage over den service, som politiet yder," siger borgmester Poul Lindor Nielsen til DR Nyheder.
Men borgmesterens hovedrysten udløser kun et skuldertræk fra Roskildes politiinspektør.
"Borgmesteren må have sin opfattelse, det står for hans regning," udtaler politiinspektør i Roskilde, Jens Børsting til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han forklarer samtidig, at det var et alvorligt færdselsuheld, der lagde beslag på mandskabet.
"Vi har beklaget, at vi var nødt til at prioritere vores tid på en måde, så vi ikke kunne nå denne opgave. Men vi har fået mandens identitet og efterforsker sagen," siger Jens Børsting.
Den forklaring får dog ikke lov til at passere uantastet hen.
"Jeg vil nu bede om en redegørelse for, hvilke overordnede politikker politiet har, når borgere beder dem om hjælp," slutter Poul Lindor Nielsen.