Københavns gader byder i dag på andet end skrald, gamle aviser og støv. Takket være Party Poker kan man finde kolde kontanter i løbet af dagen.
I nattens løb har Party Poker spredt i alt 50.000 kroner, som ligger gemt i 46 kortspil, og finder du penge, er det dine.
Selvom der ikke er søgt tilladelse hos politi og Københavns Kommune, tager politiet situationen roligt og vil kun blande sig, hvis skattejagten skulle medføre uroligheder.
"Vi har ikke nogen hjemmel til at gøre noget. Der er ikke nogen lovgivningsrammer for noget sådant. Vi kan først gribe ind, hvis det viser sig, der bliver slagsmål eller uroligheder i forbindelse med det," siger informationsmedarbejder hos politiet Flemming Steen Munch til Newspaq.
Han understreger, at det som pokerfirmaet har gennemført ikke er noget, der skal gives tilladelse til.
Politiet sammenligner situationen med, når butikker gennemfører udsalg med meget lave priser og lignende, som af og til også skaber risiko for uro.