Midt- og Vestsjællands Politi måtte natten til fredag anholde tre unge på 17, 19 og 22 for bl.a. at fyre raketter og fyrværkeri af mod politiet og brandvæsenet.
Politiet var tidligere på aftenen blevet kaldt ud til Askerød-bebyggelsen i Hundige ved Greve, fordi flere unge med indvandrerbaggrund havde brændt dæk af på vejene.
De tre lokale unge er blevet løsladt i løbet af natten og får en bøde for gadeuorden, fortæller vagthavende ved Midt- og Vestsjællandspoliti Carsten Andersen til Nyhedsbureauet Newspaq.
I de kommende dage vil politiet holde et vågent øje med det uroplagede boligområde.
"Vi vil gøre, hvad vi kan sammen med kommunen for at holde et vågent øje i de kommende dage. Politiet har været derude hele natten, og vi vil sørge for at være til stede, så vi kan være klar til at gribe ind, hvis der bliver ballade i de kommende dage," siger vagthavende.
Han understreger, at der også er mange lovlydige beboere i Askerød-bebyggelsen, der er meget trætte af de unge ballademagere.
"Det er meget vigtigt, at de unge får at vide, at de ikke skal sætte dagsordenen i Askerød. Det skal de almindelige beboere i området," siger vagthavende.
/Newspaq/