I aftes blev en 39-årig mand ramt af skud i maven og i hånden under et skudopgør i Askerød-bebyggelsen i Hundige syd for København.
To mænd på henholdsvis 19 og 44 år med relation til banden Black Cobra er nu anholdt i sagen.
Den 39-årige er kørt til Køge Sygehus, hvor han hurtigt kom på operationsbordet.
Vagtchef Dan Warming fra Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at skyderiet ikke er en del af de hyppige skyderier, der gennem det seneste års tid har hærget hovedstaden.
"Det har ikke relation til bandekrigen i København," fastslår Dan Warming overfor Nyhedsbureauet Newspaq.
Vagtchefen fortæller også, at der er ro i området nu og forklarer, at aftenens skyderi tyder på at være et opgør, der har ulmet længe.
"Vi har kendskab til nogle stridigheder mellem nogle familier nede i Askerød-bebyggelsen," forklarer vagtchefen.
I løbet af formiddagen vil anklagemyndigheden vurdere, om begge de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.