Københavns Politi har fredag gjort noget af et fund.
Hos en 51-årig mand i Allerød fandt betjente fra Københavns Politis afdeling for organiseret kriminalitet intet mindre end 180 kg hash.
"Det er et fjernlager for hash, som vi formoder skulle afsættes i Københavnsområdet og på Christiania. Vi har observeret, at der har foregået noget mistænkeligt omkring bygningen, og det har gjort, at vi har rettet henvendelse og beslaglagt hashen," siger vicepolitiinspektør Lau Thygesen fra Københavns Politi til Newspaq.
Han vurderer, at hashen kunne indbragt godt 9 millioner kroner på gaden.
Politiet har anholdt den 51-årige mand, som bliver fremstillet i grundlovshør senere i dag.
Politiet efterforsker nu, om den anholdte kan have haft medgerningsmænd, samt hvor meget hash, der kan have været på lagret.