Ni mænd og to kvinder er anholdt efter politiet slog til mod en narkoring i Roskilde-området.
Aktionen fandt sted onsdag, og politiet er tilfredse med forløbet.
"Det ser ud som om, vi har fået skovlen under en hel narkoring. Helt fra leverandøren i toppen til dem, der distribuerer det længere nede i hierarkiet," siger vicepolitiinspektør Hans Erik Raben i følge dr.dk.
Han vil ikke oplyse præcis hvor meget og hvilken type stof, der er beslaglagt.
"Der sidder jo flere derude, der helst ikke skal vide, hvor meget det er," forklarer han.
Blandt de anholdte er en 36-årig mand, der ifølge politiet er fuldgyldigt medlem af rockergruppen Bandidos. Også et 26-årigt medlem af banden Black Cobra er anholdt.
Politiet kom på sporet af narkoringen i forbindelse med den særlige indsats mod bander og rockere.