Østjyllands Politi efterlyser nu flere forskellige ting, som er forsvundet fra Lisbet Nielsens bolig, og som kan være afgørende for sagen om den 46-årige Lisbet Nielsen, der har været forsvundet siden 23. oktober.
Efterlysningen kommer efter en finkæmning af Lisbets lejlighed, og efter en opgørelse er det nu kommet frem, at der mangler adskillige ting fra boligen.
Derfor efterlyser politiet nu folk, der har kendskab til lisbets dyne, hvid/grå dynebetræk, hendes badesandaler, en mobiltelefon og Lisbets brune lædertaske.
Politiet frygter Lisbet er blevet dræbt, og den mordmistænkte Bjarne Østergaard Madsen blev anholdt i sidste uge, og begik derefter selvmord i arresten. Siden da har politiet forgæves ledt efter den formodede afdøde Lisbet Nielsen, som havde mødt Bjarne Madsen via internettet.
Både vandområder omkring Feldballe, søer i samme område og containere tæt på Lisbets bolig er blevet undersøgt, men intet har ført politiet til Lisbet.
Politiet har dog kunne konstatere, at der var lyse hår og forskellige stoffibre i Bjarne Østergaard Madsens bil. De endelige tekniske resultater om DNA og fingeraftryk foreligger endnu ikke, skriver eb.dk.
"Vi vil fortsat gerne have henvendelser fra offentligheden i forbindelse med iagttagelser vedrørende Bjarne Madsens person og bil," siger Peter Grove Munk fra Østjyllands Politi.
Følgende ting efterlyser politiet:
En brun læder hånd/skuldertaske med bæreremme. Hånd/skuldertasken kan muligt indeholde Lisbets pung
En ældre, blå Nokia mobiltelefon
Blålige H20 plastik badesandaler
Et dynebetræk med lysegrå, mørkegrå og hvide felter