Normalt bruges systemet til at finde skjulte bunkers og skyttegrave i krig.
Nu har et F16-fly med et specielt kamera gennemfotograferet Djursland, for at finde liget af den forsvundne og efter alt at dømme myrdede Lisbet Nielsen fra Risskov ved Århus.
Jagten har udpeget 14 steder, hvor liget kan være blevet gemt - og hvor den drabsmistænkte Bjarne Østergård Madsen havde været fra Lisbet forsvandt, til han blev arresteret. Det oplyser politiet til DR Østjylland.
"I morgen går vi i gang med at undersøge de enkelte steder, men om der er tale om brændestabler, affaldsdynger - eller det faktisk kan være Lisbet Nielsens lig, kan vi af gode grunde ikke sige noget entydigt om," siger vicepolitikommissær Frits Kjeldsen til radioen.
Det er Flyvertaktisk Kommando, der har gennemgået billederne for politiet, og udpeget de 14 steder.