Københavns Politi er i gang med at tage dna-prøver fra en lang række af de personer, som offentligheden har henledt politiets opmærksomhed på i sagen om voldtægter og drab på Amager.
I alt har politiet modtaget 149 henvendelser om navngivne personer, og nogle af disse personer er udpeget af mere end én borger.
"Vi kontakter alle de navngivne personer, vi har fået tip om, og vi vil hellere tage 10 prøver for meget end én for lidt," siger lederen af efterforskningen, politikommissær Steffen Thaaning Steffensen.
De dna-prøver, som politiet tager, bliver sammenlignet med dna fra den aktuelle sag.
Politiet har nemlig dna på manden som voldtog en 17-årig pige på Amager i september. Det er den samme mand som har dræbt en 40-årig skolelærer i 1990 og voldtog en ung pige i 2005.
Matcher prøven ikke, bliver den destrueret. Folk risikerer altså ikke at blive stillet til regnskab for en eventuel anden forbrydelse, pointerer politiet.
"Indtil nu har de personer, vi har kontaktet, alle afgivet en dna-prøve frivilligt, men hvis en enkelt person skulle modsætte sig at aflevere en dna-prøve, så vil der efter en konkret vurdering i sagen sandsynligvis blive rejst sigtelse mod den pågældende, siger Steffen Thaaning Steffensen.
Københavns Politi har modtaget i alt 494 henvendelser fra offentligheden, blandt andet 149 henvisninger til navngivne personer.