Politiet i Midt- og Vestjyllands politi fik sig en grim overraskelse i nat.
Omkring klokken to fik de en anmeldelse om et rambuk-indbrud i en guldsmed i gågaden i Skive. Men de kunne ikke rykke ud, da nogle havde låst dem inde på politistationen.
"Da patruljen bliver sendt fra stationen, så kan de ikke komme ud af politistationen, fordi nogle havde sat en kædelås omkring gitterporten. Så holdt de der og var fanget og kunne ikke komme videre," siger Henrik Nielsen, politikommissær ved Midt- og Vestjyllands politi til Newspaq.
Politiet har en stærk formodning om, at det er de tre gerningsmænd til rambuk-tyveriet, der har låst dem inde, idet tyveriet fandt sted 200 meter fra politistationen.
"De har formentlig observeret mod politistationen. Vores patrulje, som kørte i Skive i nat, var lige kørt ind på politistationen, og den var lige nået op i vagtstuen for at få en lille pause og så kom alarmen om, at der var indbrud i guldsmeden, så der er ikke gået langt tid fra de kørte ind," siger Henrik Nielsen.
Der er tale om tre gerningsmænd. Da de forlod butikken løb ad gågaden mod nordlig retning. Politiet har ikke mange spor at gå efter og kun et ganske sparsomt signalement af de tre mænd.
De efterforsker nu tyveriet nærmere ved at se på overvågningsvideoen fra butikken og de tekniske spor på gerningsstedet og i den bil tyvene efterladte. Politiet mener ikke, der er tale om en stor fangst for tyvene, men beløbet er endnu ikke opgjort.