Politiet beskytter kvinde bag tip i Amagersag

Den kvinde, der afslørede Amagermandens plan om bevisfusk, er nu under politiets beskyttelse
Marcel L. Hansen, også kaldet Amagermanden, er kendt skyldig i to drab og adskillige voldtægter.
Marcel L. Hansen, også kaldet Amagermanden, er kendt skyldig i to drab og adskillige voldtægter. Foto: Kristian Linnemann/POLFOTO/Arkiv / POLFOTO

Kvinden, der har afsløret Marcel Hansen i et forsøg på bevisfusk, er nu under politiets beskyttelse.

Det erfarer DR Nyheder og Ekstra Bladet.

Kvinden befinder sig på et krisecenter, da man frygter repressalier fra hendes 23-årige kæreste, som nu er sigtet for forsøg på at hjælpe Marcel Hansen, også kaldet Amagermanden, med at udføre den kyniske plan.

Han skulle ifølge planen overfalde en tilfældig kvinde og plante Marcel Hansens udsmuglede dna på offeret. Det skulle så tvivl om, hvorvidt dna-beviserne i sagen var gyldige, når matchende dna nu blev fundet på et nyt offer, mens Marcel Hansen sad i fængsel.

Ifølge Ekstra Bladet er der tale om dna-materiale i form af et kondom med sæd, som sammen med instruktioner var smuglet ud fra fængslet i et brev. Hvordan kvinden kom i besiddelse af brevet, fremgår ikke, men hun afleverede det til politiet.

Kilde: DR og Ekstra Bladet

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.