Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi anholdt søndag sidst på eftermiddagen en 38-årig mand fra Midtsjælland, der sigtes for blufærdighedskrænkelse mod to unge kvinder tidligere søndag i Nykøbing Falster.
Det oplyser vagtchef Stefan Jensen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Anholdelsen skete, efter at politiet havde offentliggjort et signalement af den mand, som onanerede for øjnene af to kvinder, da de kom gående på gaden. Manden var blandt andet iført en karakteristisk gul dunjakke.
Kvinderne på 18 og 20 år kom omkring klokken 14.20 gående fra Nykøbing Falster Station ad Vesterskovvej, da de blev indhentet af en mand, som også var til fods.
Han overhalede dem og sagde "grimme ting" til dem, mens han tog sig til skridtet og begyndte at onanere for øjnene af dem.
Pigerne kom ikke noget til. De vendte om på hælen og skyldte sig væk.
Takket være tip fra offentligheden kunne politiet små tre timer efter anholde den 38-årige, der nu er sigtet i sagen.
- Han kan godt erkende de faktiske forhold, men han mener ikke, at han har gjort noget ulovligt, siger Stefan Jensen.
Manden vil blive løsladt efter endt afhøring hos politiet. Han kan forvente at få en bøde, oplyser vagtchefen.
/ritzau/