Politiet advarer mod svindlende asfaltarbejdere, som uopfordret kontakter folk og tilbydere at udføre asfaltarbejde, skriver Lokalavisen.dk.
De udenlandske asfaltarbejdere kræver en alt for høj pris for dårligt eller ligefrem uudført arbejde, fortæller Sydøstjyllands Politi.
"Efter blot at have lagt lidt stabilgrus krævede de, at kunden overførte 38.000 kroner med det samme. Bagefter pakkede de deres grej sammen og kørte uden at gøre arbejdet færdigt," fortæller Verner Pedersen, der er vicepolitiinspektør i Sydøstjyllands Politi, om et af tilfældene.
En anden kunde, der blev udsat for asfaltsvindel, blev snydt for 65.000 kroner. I et tredje tilfælde gik asfaltarbejderne i gang med at arbejde, selvom kunden havde takket nej til tilbudet.
Kilde: Lokalavisen.dk.