En 37-årig politibetjent var et af ofrene i en alvorlig trafikulykke på Falster lørdag. Her mistede to personer livet. Den anden var en 31-årig kvinde fra lokalområdet.
Politibetjenten var på vej hjem fra arbejde og efterlader en hustru og to mindre børn, oplyser foreningen Thin Blue Line på Twitter.
Thin Blue Line støtter tilskadekomne i dansk politi og deres pårørende.
Ifølge Folketidende skete ulykken klokken 08 lørdag morgen på landevej E55 Gaabensevej ved Bruntofte uden for Nykøbing.
Politiet formoder, at ulykken skete i forbindelse med en overhaling, hvor to biler med henholdsvis den 31-årige kvinde og den 37-årige betjent som førere, kørte frontalt sammen.
"Kollegaen havde været på overarbejde med sin hund i forbindelse med assistance til Vestegnens politikreds", skriver Thin Blue Line på Twitter.
Thin Blue Line skriver videre: "Intet kan dulme de efterladtes smerte og sorg, og vi sender styrke og varme tanker til begge implicerede familier". "Ære være dit minde kære kollega".
En bilinspektør blev tilkaldt efter ulykken. Inspektørens rapport vil senere klarlægge ulykken.