Efter flere år undervejs bliver it-systemet Polsag til en halv milliard kroner droppet.
"Vi må desværre skrotte projektet og konstatere, at det ikke kunne flyve. Det er brandærgerligt og dybt frustrerende. Nu må vi sikre os, at politiet kommer tilbage på rette spor," siger justitsminister Morten Bødskov (S).
Systemet Polsag, som it-giganten CSC har udviklet, skulle have håndteret sagsbehandlingen hos politiet, men er nu endegyldigt droppet efter flere merbevillinger.
Udviklingen af Polsag startede i 2007 - og systemet blev sat i pilotdrift på Bornholm i december 2010.
"Pilotdriften på Bornholm har været plaget af omfattende fejl i systemet, som ikke har kunnet udbedres tilfredsstillende," skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Derudover er der i det seneste trekvarte år blevet gennemført dybdegående tekniske analyser af systemet med bistand af eksterne konsulenter. Undersøgelserne blev afsluttet kort efter nytår med en klar anbefaling om at lukke Polsag-projektet.
Der går nu en afklaringsproces i gang med CSC, om hvordan samarbejdet vedrørende Polsag skal bringes til ophør.
Næstformand i Politiforbundet, Claus Hartmann, mener, det var den rigtige beslutning at droppe systemet.
"Det er med tilfredshed, at vi ser, de har taget den beslutning. Vi har hele tiden sagt, at det her system skal først rulles ud, når det er klart," siger han til Newspaq.